Hvem er jeg?
Jeg hedder Stephan Holmberg-Hansen og er antropolog.
Det betyder ikke, at jeg går rundt med notesblok og observerer mennesker i det fri hele tiden. Men det betyder, at jeg har brugt en stor del af mit arbejdsliv på at prøve at forstå mennesker, fællesskaber og den verden, vi forsøger at navigere i.
De sidste 10 år har jeg forsket, undervist, ledet, været konsulent og beskæftiget mig med alt muligt andet højpandet bavl.
Fællesnævneren har dog altid været den samme: interessen for mennesker.
Hvad er det egentlig, jeg laver?
Jeg afholder workshops, underviser og udvikler forløb for skoler, organisationer og mennesker, der gerne vil forstå lidt mere af det, de står midt i.
Nogle gange handler det om læring og dannelse. Andre gange om samarbejde, trivsel eller de spørgsmål, der opstår, når verden forandrer sig hurtigere, end vi kan nå at opdatere PowerPointen.
Fælles er, at jeg forsøger at skabe rum for refleksion, dialog og nye perspektiver.
Hvordan gør jeg det?
Jeg har efterhånden været til en del arrangementer, hvor én person taler uafbrudt i halvanden time, mens resten af lokalet kæmper en heroisk kamp mod deres egen opmærksomhed.
Det forsøger jeg at undgå.
Derfor bygger mine workshops og undervisningsforløb på dialog, refleksion og øvelser, hvor deltagerne selv kommer på banen. Ikke fordi jeg ikke godt kan lide lyden af min egen stemme. Men fordi de mest interessante tanker sjældent er mine.
Jeg arbejder med spørgsmål, perspektiver og samtaler, der giver plads til både eftertanke og uenighed. Og så bruger jeg humor som virkemiddel undervejs.
For helt ærligt: Hvis man ikke må grine lidt, mens man beskæftiger sig med store spørgsmål om mennesker, fællesskaber og livet generelt, så bliver det hurtigt en meget lang eftermiddag.
Hvorfor gør jeg det?
Det korte svar er, at jeg synes, mennesker er interessante.
Det har jeg efterhånden brugt en stor del af mit liv på at synes.
Det lidt længere svar er, at jeg tror på, at mennesker udvikler sig, når de får mulighed for at tænke sammen, udfordre hinanden og undersøge verden fra flere vinkler end deres egne.
Ikke fordi vi nødvendigvis bliver enige.
Det gør vi sjældent.
Men vi bliver ofte lidt klogere.
Hvis folk går hjem fra et foredrag eller et undervisningsforløb med et nyt perspektiv, et bedre spørgsmål eller en lille smule mindre skråsikkerhed, end da de kom, så er jeg som regel ret godt tilfreds.